Dæmonen har taget sit første offer – men kan du finde dæmonen og dens håndlangere, før alle indbyggerne er døde? I landsbyen breder panikken sig, da mørket sænker sig over klokketårnet, hvor blodige hemmeligheder skjuler sig. En morderisk dæmon gemmer sig blandt jer, mens dens loyale håndlangere spreder løgne og kaos. Som landsbyboer må du bruge din unikke evne og dit skarpe sind til at afsløre sandheden. Hver nat bringer nye dødsfald, men ikke alt er, hvad det ser ud til. Selv de døde kan hviske sandheder fra graven. Vil landsbyen finde retfærdighed eller vil dæmonens mørke herske for evigt? Tiden tikker – klokketårnets skæbne er i dine hænder.
De sidste år har vi samlet os om bålet og spillet Werewolf, hvor paranoiaen og mistankerne har bredt sig i mørket. I år prøver vi noget nyt – men stadig i samme ånd. Vi skal spille Blood on the Clocktower, et socialt deduktionsspil, der ligesom Werewolf handler om at finde de onde, før de gode går under. Forskellen er dog, at Blood on the Clocktower giver alle spillere unikke roller med særlige evner, uanset om de er på den gode eller onde side. Hver spiller har derfor noget at bidrage med og diskussionerne bliver mere intense og kreative. Selv efter døden er man ikke ude af spillet, da man fortsat kan deltage i samtalerne og bruge sin sidste stemme i en afgørende situation. Dette gør spillet mere engagerende og sørger for, at ingen bliver efterladt på sidelinjen – en perfekt måde at tage spændingen til næste niveau.
Tid: Lørdag kl. 19.30 – 20.30
Sted: Bålhytten
Pris: Gratis – eventet kræver ikke billet
KØB BILLET TIL FESTIVALEN
Copyright 2024 Aarhus Brætspilsfestival